Nylig dom markerer en skærpet praksis for brugen af miljø- og bæredygtighedsudsagn
Om sagen
I den aktuelle sag idømte retten en dansk virksomhed en bøde på 140.000 kroner for at bruge udokumenterede udsagn om bæredygtighed i sin markedsføring af blandt andet drikkeflasker.
Virksomheden beskrev i perioden 2021-2024 sine produkter som ”bæredygtige” og ”gode for planeten” på hjemmeside, sociale medier og emballage.
Retten vurderede, at virksomheden ikke kunne fremlægge tilstrækkelig dokumentation for, at produkterne faktisk var mere miljøvenlige end tilsvarende produkter på markedet. Retten anså derfor markedsføringen som vildledende efter markedsføringsloven.
Bøden blev fastsat efter den skærpede bødemodel, som lægger vægt på både overtrædelsens grovhed og virksomhedens omsætning.
EU-direktiv 2024/825
Den 20. maj 2025 vedtog Folketinget en omfattende lovændring, der skal styrke forbrugernes rolle i den grønne omstilling og regulere grøn markedsføring endnu tættere. Loven implementerer EU-direktiv 2024/825 og ændrer både markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven.
Loven indfører præcise definitioner af blandt andet miljøanprisninger og generiske miljøudsagn. Fremover bliver det udtrykkeligt ulovligt at bruge vage begreber som ”miljøvenlig” eller ”grøn teknologi” uden solid og anerkendt dokumentation.
Forbrugerne får dermed et bedre grundlag for at vurdere produktets bæredygtighed, mens virksomhederne får klarere retningslinjer for, hvordan de lovligt kan anvende grønne budskaber.
LES’ kommentar
Myndighederne øger deres bevågenhed i en periode, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger miljøvenlige produkter, og hvor konkurrencen om at fremstå grøn er skærpet. Denne udvikling har allerede medført en markant stigning i sager om vildledende miljømarkedsføring, som løbende bliver politianmeldt.
Dommen illustrerer ikke alene de økonomiske og retlige konsekvenser for virksomheder, der ikke lever op til kravene. Den fremhæver også behovet for, at virksomheder arbejder mere præcist, transparent og ansvarligt med deres miljø- og bæredygtighedskommunikation.
Kontakt partner, advokat Torsten Hylleberg på telefon 31131237 eller thy@les.dk, hvis du har spørgsmål til ovenstående eller til markedsføringsret, ESG-regulering eller produktansvar generelt.
Få et compliancetjek af jeres markedsføring
ESG- og grøn markedsføring kræver, at dine påstande om bæredygtighed er dokumenterbare og ikke vildledende. Det kan dog være svært at vide, hvor grænsen går i praksis.
Vores compliance-tjek inden for grøn markedsføring hjælper dig med at vurdere og udvikle dokumenterbare udsagn om bæredygtighed og sikrer, at dine ESG-initiativer kommunikeres på en gennemsigtig måde.