Inkassolovgivningen

Inkassoloven blev indført den 1. oktober 1997 for at skabe klare rammer og regler for gældsinddrivelse i Danmark. Her kan du læse, hvordan loven regulerer inkassovirksomheder og hvilke regler, der gælder for advokater.

Den 1. oktober 1997 trådte lov nr. 319 af 14. maj 1997 om inkassovirksomhed i kraft. I daglig tale kaldet Inkassoloven. 

Loven er suppleret med bekendtgørelse nr. af 26. september 1997 og regulerer i vidt omfang vilkårene for inkassovirksomhed, herunder kravene til autorisation, sikkerhedsstillelse, klienttilsvar, behandling af penge, godkendelse af personale og henvendelse til debitor.  

Loven har til formål at sikre, at inkassovirksomhed i Danmark udføres under betryggende og ansvarlige forhold. Dog gælder loven ikke for inkassovirksomhed udført af selvstændige advokatvirksomheder eller pengeinstitutter. Efter justitsministerens bestemmelse kan visse andre aktører også være undtaget. 

Som inkassofirma er vi underlagt reglerne om god advokatskik. Der stilles derfor krav om førelse af klientkonti og om tegning af ansvarsforsikring mv.  Derudover skal der altid udvises en adfærd, der stemmer overens med god advokatskik. Det betyder, at vi skal udføre vores hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klienternes tarv tilsiger.  

Selvom advokatvirksomheder er undtaget fra inkassolovens generelle anvendelsesområde, gælder enkelte bestemmelser stadig, når advokater udfører gældsinddrivelse, jf. inkassoloven § 1, stk. 2. Dette drejer sig om bestemmelserne i §§ 9-11, § 12, stk. 1-3, § 13 og § 29.  

Fælles for disse bestemmelser er, at de vedrører den adfærd, der kan udvises over for debitor i forbindelse med inddrivelse af et krav. Derfor betragtes de som materielle regler.